Tanker om de tunge mærkedage

Min veninde er blevet gift denne sommer. Høj sol, glade mennesker, kulørte drinks, de helt store smil. En livsbegivenhed for brudeparret og alle os, der var inviteret med. Der var dog én, der på ingen måde var inviteret, men som alligevel fulgte med på dagen.

Nissen. Min nisse. Den nisse, der i dagene op til bryllupet mindede mig om alt det, jeg ikke har. Alt det jeg måske aldrig får, og at endnu en livsbegivenhed, endnu en mærkedag er blevet passeret.
“Det var jo slet ikke meningen, at du skulle have drukket alkohol på lørdag. De kommer til at smage rædselsfuldt de drinks, hvis du tænker over, at du kunne have været gravid nu. Hvordan tror du, at du vil have det, hvis der tropper andre op med en smuk, struttende mave? Sådan en mave, som du skulle have haft nu, men som du sikkert aldrig får. Hvad har du egentligt tænkt dig at svare, hvis der er nogen, der spørger om du selv er mor? Skal du virkelig ødelægge den gode stemning ved at fortælle om alle dine kvaler, på sådan en glad og bekymringsfri dag?”

Nissen var i hopla. Jeg vred mig i sengen om natten. Søvnløs og sorgfuld. Forsøgte at slukke den indre stemme ved at stoppe ørepropperne endnu dybere ind. Intet hjalp.
Uanset om jeg ville indrømme det eller ej, så havde nissen ret. Jeg havde jo forestillet mig at være gravid til festen. Bare lidt. Havde lavet forsigtige beregninger på, hvor langt jeg mon kunne være henne til min kære venindes bryllup, hvis alt, for én gangs skyld, gik godt. Havde drømt om at være nødt til at købe en ny kjole.

I stedet er min fertilitetsbehandling endnu engang sat på pause. Min krop nægter at lade sig kontrollere og sætte på formel. Min biologi er et stædigt rad, der næsten virker til at sætte en syg stolthed i at bryde statistikker, og fortsætte med at være i den procentdel, der ikke lykkedes. En indtørret, mavesur fertilitet med armene over kors.

Det handler ikke om min venindes bryllup. Det handler om alle de fødselsdage, min egen og andres, juleaftner, nytårsfejringer og festdage, der er blevet passeret. Uden dén positive test. Uden dén mave. Uden dén baby. Tiden, livet og alle dets smukke højtider og mærkedage opleves radikalt anderledes, når man ikke ved om man er kommet “i mål” næste gang et kalenderår ebber ud.
Måske jeg en dag får en positiv test. Måske jeg en dag er nødt til at købe en ny kjole. Måske jeg en dag får lov til at møde den baby, der hopper rundt oppe i skyerne lige nu.
Men indtil da vil jeg forsøge at lære at omfavne den bange, lille nisse, der har taget bo dybt inde i mig.

Jeg tror, han trænger til et kram.